|
|
TRINIDAD OG TOBAGO (1) |
- et ferieparadis for fugleinteresserede… |
Udsigten over Batteaux Bay giver er godt indtryk af den frodige, tropiske vegetation, som dækker størstedelen af Tobago. Selve hotellet ligger godt skjult i bevoksningen til venstre i billedet. (Foto Mogens Stig Andersen)
Trinidad og Tobago udgør de to sydligste øer i øgruppen, De Små Antiller, med Trinidad som den sydligste og største med sine 5.128 km² og lidt længere nordøst herfor Tobago, der er på størrelse med Bornholm. Nærmeste nabo er Venezuela, blot små 200 km fra Trinidads sydvestlige kyst.
Øerne har gennem tiderne ført en omtumlet tilværelse først under spansk, siden fransk og til sidst engelsk overherredømme. I dag danner de tilsammen en selvstændig republik under Commonwealth. Befolkningen på de to øer er meget forskellig, idet den på Trinidad er en blanding af negroide (efterkommere efter slaver indført fra Vestafrika), indere, kinesere og selvfølgelig hvide, som imidlertid kun udgør en meget lille procentdel heraf. På Tobago er befolkningen overvejende negroid, hvilket de i øvrigt er meget stolte over.
Klimaet på begge øerne er tropisk med en middeltemperatur, der svinger mellem 23 og 30° C og en luftfugtighed nær de 90%, som dog midt på dagen kan falde til omkring 50% – alt afhængigt af vejrliget. Umiddelbart lyder det af meget, men det føles på intet tidspunkt ubehageligt.
Som nævnt indledningsvis er artsrigdommen kolossal med bl.a. 2.300 blomstrende planter, 108 pattedyr, 430 fugle og 630 sommerfugle. Af de mange fuglearter yngler 254 af dem på Trinidad, 86 på Tobago og 73 er almindeligt forekommende på begge øer.
Vort egentlige rejsemål var imidlertid Tobago, for »alderspræsidenternes« vedkommende dog med en afstikker til »Asa Wright Nature Center« på Trinidad de sidste fire dage. Min kone og jeg besøgte for første gang Tobago helt tilbage i 1971 – inviteret af et par gode venner. Oplevelsen var dengang, såvel som i dag, så stor, at vi de efterfølgende to år optog lån i vort gamle hus og sammen med vore to piger på hhv. otte og ti år tog af sted igen. Lige siden har de begge talt om, at når og hvis de engang fik børn, og der blev råd og lejlighed til det, ville de, sammen med dem, opleve Tobago endnu engang...
Og lejligheden herfor bød sig så i oktober 2000, hvor vi sammen med vore to piger og vore børnebørnene, Katherina og Mathias begge på knapt otte år, den 17. oktober 2000, kl. 06.00, satte os til rette i taxa’en for at blive befordret til Kastrup Lufthavn. Kl. 09.00 lettede SAS-flyet for blot to timer senere at lande i Heathrow Airport, London. Her var der efter planen to timers ventetid, inden flyet fra British West Indies Airways skulle lette med Port of Spain, hovedstaden på Trinidad, som næste mål, forinden dog med en kort mellemlanding på øen St. Lucia. I lufthavnen i Port of Spain blev vi, ligesom tidligere gange, ligeså overrasket over den kolossale varme, der vældede os i møde, så snart vi forlod flykabinen – det kan simpelthen ikke beskrives – det skal opleves…
Her var der atter lidt ventetid, inden vi med et mindre fly, satte kursen mod vores drømme-ø, Tobago, hvor vi landede kl. ca. 19.30. Herfra var der så endnu ca. 1½ times kørsel med taxa i bælgravende mørke ad smalle, snoede og hullede veje med serpentinersving – noget af en bedrift, men heldigvis kendte chaufføren vejen som sin egen bukselomme. Ca. 23 timer efter at have forladt Frederikssund ankom vi omsider til vort endelige mål, »Blue Waters Inn«, beliggende i en lille pragtfuld bugt ved navn Batteaux Bay i Speyside, på den nordøstlige ende af øen.
Efter en forholdsvis kort indcheckning og udlevering af nøgler til vore tre værelser, varede det forståeligt nok ikke længe, før hele »rejseholdet« lå på langs i vore respektive senge.
Loftventilatorens vinger gjorde, at natten, trods sine godt 20° C, blev ganske så behagelig, forudsat at man ikke hjemme fra er vant til at sove med »rim« på næsen…
Næste morgen ved seks-tiden sendte solen sine første stråler ind gennem vinduet, som på de kanter blot består af en række regulerbare glaslameller. Hvis ikke solen eller bruset fra Atlanterhavets bølger var signal nok til at komme ud af fjerene, ja – så skulle en lille flok af Tobago’s nationalfugl, Rusthalet Chachalaca (Ortalis ruficauda), nok sørge for det. Disse overvejende brunlige, fasanstore fugle, der hører til Hokko-familien (Cracidae), og som normalt færdes i småflokke i underskoven, kom her usædvanlig tæt på »civilisationen«, idet de hoppede rundt i de laveste grene i buske og små træer næsten lige uden for værelsesdøren . Når først én af dem havde givet lyd fra sig, ja – så stemte hele flokken højlydt i med noget i retning af: »Cocrico-cocrico-cocrico«, hvorfor lokalbefolkningen da også i daglig tale kalder dem for: Cocrico. En halv time senere fortrak de til den højere liggende skov. I flokken på vel omkring en halv snes stykker var der enkelte par med halvstore kyllinger, som uafladeligt tiggede føde hos forældrene. Først hen under aften vendte flokken tilbage – men kun for en kort bemærkning, inden de, under megen palaver, gik til ro i skovtykningen oppe bag hotellet. Mere behagelig var kurren af de mange små Rustduer (Columbina talpacoti), der ind i mellem fødesøgningen på græsplænerne havde travlt med at jage nærgående artsfæller væk. I samme område huserede også ret så mange af den skinnende, sorte Silkekostær (Molothrus bonariensis), en fugl, der ind imellem ses i vort fuglehold. Hunnen er overvejende brunlig. Umiddelbart kan Silkekostæren forveksles med den Sorte Tangare (Tachyphonus rufus), hvor hannen også er skinnende sort og hunnen brun, og tilmed er de lige store, nemlig ca. 19 cm. Den tydeligste forskel på de to arter er imidlertid, at hannen hos den Sorte Tangare har et tydeligt, hvidt vingespejl, og at hunnen er væsentlig mere rødbrun end Silkekostær-hunnen.
Nu, da man alligevel er lysvågen, er det bare om at få svinget benene ud af sengen. Ude på altanen bemærker jeg i træerne lige ude foran et par Gråblå Tangarer (Thraupis episcopus) boltre sig i løvhanget, ligesom jeg lige akkurat når at se en Blåkronet Motmot (Momotus momota) stryge forbi og forsvinde ind i træerne. Motmot’en vender jeg senere tilbage til.
Badetøjet ligger heldigvis øverst i kufferterne, så det varer ikke mange minutter før hele »rejseholdet«, i skæret fra den opgående sol, ligger og plasker i Atlanterhavets klare, varme vand … Temperaturen på vandet såvel som på vejret fik vi nu aldrig helt styr på – der fandtes nemlig ingen termometre – og spurgte man om temperaturen, var svaret blot: Aner det ikke, men det kan ses på internettet… Jeg vil dog mene, at vandtemperaturen om morgenen nok lå på en 20-22° C og midt på dagen på mindst 26° C – og det var jo ikke så ringe endda…
På vej op fra vandet blandes bruset fra bølgerne af velklingende strofer fra en Tropisk Spottedrossel (Mimus gilvus) – en overvejende grå fugl med mørkere vinger og hale og lidt større end vor hjemlige Solsort. Spottedroslen er en dygtig imitator, som er i stand til at efterligne mange andre fugles stemmer, hvilket vi da også ved flere lejligheder fik bevis for.
Ved otte-tiden »bænker« vi os i hotellets halvåbne restaurant for – sammen med dusinvis af Banansmutter (Coereba flaveola) – at indtage vort første morgenmåltid bestående af ristet brød, marmelade, pandekager med sirup, æg og bacon og tropiske frugter m.m. De første Banansmutter har nu allerede vovet sig ned på et par stolerygge i nærheden, hvorfra de, alt imens de højlydt lader deres dejlige sang høre, holder øje med skålene med sirup og marmelade. Så snart skålene bliver sat lidt til en side, er den første Banansmutte allerede nede på bordet, og i løbet af få sekunder sidder en halv snes stykker på kanten af skålene i færd med at slikke de søde sager i sig…
Uden for dette mekka af søde sager lever Banansmutterne af blomsternektar, søde og bløde frugter og småinsekter og er vel nok den talrigst forekommende fugl på Tobago. Banansmutten, der er på størrelse med Ganges Brillefuglen – og dermed godt 9 cm stor, er vidt udbredt over det meste af Sydamerika og De Vestindiske Øer. Arten er opdelt i hele 41 underarter med stor variation i den gule farve på underside og overhaledækfjer, ja, enkelte underarter er her nærmest gråhvide. Det siges imidlertid, at underarten på Trinidad og Tobago skulle høre til én af de mest farvestrålende, hvilket jeg helt og aldeles kan tilslutte mig…
Når nogen måske undrer sig over, hvorfor jeg bruger så megen tid på netop denne lille fugl, ja, så skyldes det gammel kærlighed – og som man siger: »Gammel kærlighed ruster ikke«
I 1971 havde jeg fornøjelsen at opleve denne lille, vævre fugl på en af mine første ture til Tobago. Året efter fik jeg så muligheden for at erhverve mig seks Banansmutter, som alle var indfanget netop på Tobago, og som det senere lykkedes mig at få et dansk førsteopdræt af. De følgende år havde jeg utrolig megen glæde og fornøjelse af dem, indtil de grundet sygdom og vel sagtens også alder gik til – én efter én… Er din interesse for at vide yderligere herom blevet vakt, så slå op i på side 51 i »Dansk Fuglehold« nr. 3/1975.
Fotos: Mogens Stig Andersen.
© Mogens Stig Andersen.