TRINIDAD OG TOBAGO (2)
	- et ferieparadis for fugleinteresserede…

Af MOGENS STIG ANDERSEN, Frederikssund

Hvad man lover, skal man holde. Jeg havde hjemmefra lovet Mathias, som i øvrigt er meget fugleinteresseret, at han og jeg skulle op i regnskoven og kigge på fugle – og det mente han lige, det var dagen til i dag…

Nu er det imidlertid sådan, at den rigtige regnskov på Tobago ligger en god times kørsel fra hotellet, så enden på det blev, at vi indskrænkede os til at udforske de frodige, skovklædte klippeskråninger, der omgiver hotellet, så langt øjet rækker, og så gemme regnskoven til en anden dag…

Udrustet med kamera og kikkert – og ikke at forglemme en halv liter vand til hver – begav vi os af sted. Ikke ret langt oppe støder vi på de første eksemplarer af den lille og ikke særlig farvestrålende, men meget charmerende Jamaicafinke (Tiaris bicolor) i græsbevoksningen langs stien, og lidt længere borte glæder en han os med sin lille sang. Efter at have gået et godt stykke vej må vi konstatere, at Jamaicafinken bare er allevegne. Mere farvestrålende er imidlertid et par Gråblå Tangarer (Thraupis episcopus), der med ét lyser op i et træ lige op til stien. Denne 16 cm store tangare-art hører sammen med Palmetangaren til en af de oftest holdte tangarer i vort hjemlige fuglehold, og de er da også begge opdrættet adskillige gange.

Her oppe fra er der den skønneste udsigt ned til bugten og videre ud over havet til øen Little Tobago. Det var i øvrigt her, der før orkanen »Flora« i 1963 hærgede området, endnu fandtes en mindre bestand af den Store Paradisfugl (Paradisaea apoda). En englænder, ved navn Sir William Ingram, havde i 1909 indført 48 eksemplarer af den fra Ny Guinea for på denne måde at forsøge at bevare arten for eftertiden. Desværre blev størsteparten af fuglene under orkanens hærgen blæst ud over havet, og i dag menes der ikke at være flere tilbage.

Der bades på livet løs

Netop som jeg har fortalt om paradisfuglen, der blev væk, gør Mathias mig så opmærksom på, at nu er Little Tobago også væk! Vrøvl, tænker jeg – men han har faktisk ret. En kraftig regnbyge skjuler fuldstændig øen, og få øjeblikke efter forsvinder solen, og vi når lige akkurat at gemme kikkerter og kamera’er væk, inden regnen begynder at styrte ned. Da der ikke er mulighed for at komme i læ, ja, så traver vi blot videre og nyder det varme »brusebad«.

Kort tid efter bryder solen atter frem, og i løbet af få øjeblikke er vi igen fuldstændig tørre – og nu er det om at få kikkerterne frem, for et lille stykke længere fremme er en mindre flok Alm. Ani’er (Crotophaga ani) nemlig i færd med at bade i det våde bladhang. Lidt efter sidder de drivvåde med udbredte vinger og haler og lader sig gennembage af solen. De ca. 30 cm store fugle, der hører til gøgefamilien, har en sort, blåskinnende fjerdragt og ret lange haler. Af næbbet, som også er sort, er overnæbbet ejendommeligt højt, kølformet opadhvælvet og kraftigt sammentrykt – af form næsten som en knivsæg. Føden for disse store fugle består hovedsagelig af insekter, snegle, larver o.lign.

Også de små Jamaicafinker nyder et forfriskende bad, og det samme gør de mange små, vævre Kobbergumpede Amazilia’er (Amazilia tobaci), vel nok den talrigest udbredte kolibri-art på Tobago, for ikke at tale om Banansmutterne – men de er jo også alle vegne. De er til forskel fra Ani’erne hurtigt så tørre, at de kort efter atter er i fuld gang med at indtage nektar fra bl.a. Lantana’en med dens mange gulorange blomster – en plante som vi herhjemme kender både som stueplante og som haveplante.

Pludselig vender troperegnen tilbage, og endnu engang må de mere værdifulde ting gemmes af vejen – og nok engang bliver vi drivvåde – men pyt…

Lidt skygge er ingen skade til

Lidt senere får vi øje på en Rødhalet Jacamar-han, (Galbula rificauda), der sidder på en nøgen gren på udkig efter en godbid. Så såre et bytte – ofte store, farvestrålende sommerfugle – kommer inden for dens rækkevidde, flyver den lynhurtigt ud og griber dem i luften med sit lange, spidse næb – for så straks efter at vende tilbage til den samme gren. Her slås sommerfuglens vinger brutalt af og daler én for én langsomt til jorden, hvorefter resten bliver fortæret.

Jacamar’en er for hannens vedkommende skinnende grøn på hoved, ryg og bryst og med en hvid strube. Resten af undersiden og halen er kastanierøde. Hunnen ligner hannen bortset fra struben, der er brunlig i stedet for hvid. Trods sin status som en meget almindelig forekommende fugl, er den let at overse, idet den ind imellem sine fangster sidder ganske stille på sin gren, og samtidig er den med sine grønne og kastanierøde farver godt camoufleret.

Vi har nu bevæget os lidt ind den våde og fugtige skovtykning – om ikke for andet – så for at få lidt skygge, få sveden tørret af panden og få drukket noget af det nu ret så lunkne vand – og det er bare skønt… Pludselig rasler det voldsomt i bunddækket, og vi når lige akkurat at se halen af en meterstor, brun varan forsvinde ind i den tætte underskov.

Lidt længere inde kommer vi til en lille lysning tæt bevokset med højt græs, og her ser vi de første eksemplarer – to hanner – af den lille, skinnende blåsorte Jacarinifinke (Volatinia jacarina) i færd med at tage for sig af græsfrøene. Især hen under aften kan man se hannerne sidde på en gren eller en hegnsstolpe og skiftevis hoppe en lille halv meter lodret i vejret, alt imens de med spredte haler og vinger kvidrer højlydt for derefter at lande på nøjagtig samme sted – og det kan de tilsyneladende gøre »i timevis«... Hunnerne er overvejende brunlige med mørke skaftestriber på bryst og bug.

Desværre ses Jacarinifinken ikke længere så ofte i vort hjemlige fuglehold, til trods for, at den i det store og hele har vist sig at være en fortrinlig ynglefugl.

»Nedstigningen« påbegyndes

Vi har nu været på farten i adskillige timer, og det er ved at være slut med vore vandreserver, så vi beslutter os for at påbegynde »nedstigningen«. Der et godt stykke vej at tilbagelægge, og vi skulle meget gerne nå ned til hotellet, inden mørket falder på, hvilket på disse breddegrader sker utrolig hurtigt – og så kan man virkelig tale om mørke…

Især kolibrierne, men også Banansmutterne har nu mere end travlt med at indtage den sidste nektar, inden de sætter sig til ro for natten. Selv om det stunder mod aften, er det stadig dejligt varmt, og selv om det nu ikke længere regner, bliver vi alligevel gennemblødt – denne gang af sved, men heldigvis er der ikke så langt til en forfriskende dukkert i Atlanterhavets bølger.

Nu begynder også flagermusene at vise sig, ja – de nærmest flyver om ørerne på os, ligesom de første frøer lader deres forskelligartede stemmer høre. De mest iørefaldende er vel nok fløjtefrøerne, der med deres varierede toneleje lyder som mennesker, der fløjter ad hinanden.

Også cikaderne begynder så småt at tage fat på deres, for nogle ret så enerverende, koncert – men hva’, vi er jo i troperne…

Tusmørket begynder at falde på, men heldigvis øjner vi nu lys forude, og kort tid efter er vi ved hotellet – og nu er det bare om at komme op på værelset, få smidt det svedige tøj og så på med badebukserne – og ud i »bølgen den blå«. På vej op er vi begge enige om, at det har været en yderst vellykket dag…

Motmot’en indfinder sig

I løbet af kort tid er tusmørket afløst af bælgravende mørke, men endnu kan man høre enkelte Cocrico’er, som ikke har fundet deres endelige sovested, og nu sker det, vi hver aften ser hen til nemlig, at ildfluerne gør deres entré. De flyver i »hundredvis« ud og ind mellem træernes grene og afgiver med sekunders mellemrum et kraftigt, gulgrønt glimt som gør, at træerne ser ud som om de er behængt med blinkende lyskæder – et helt fantastisk sceneri… Lige så pludseligt, som de er kommet, forsvinder de igen efter ca. en halv times »optræden«.

Nu var det ved at være tid til samlet at indtage aftenmåltidet på én af vore tre altaner, men inden da, lød det: »Hvor sidder Motmot’en i aften?« To Blåkronede Motmot’er havde det nemlig med skiftevis at udvælge sig det øverste af udendørsbelysningen på altanerne som overnatningssted – og det var så bestemmende for, hvor vi skulle være.

Den Blåkronede Motmot med en samlet længde på en lille halv meter, og hvoraf halen udgør ca. halvdelen, er almindelig forekommende på begge øer, men er dog talrigest på Tobago. Den opholder sig for det meste på mørke og skyggefulde steder i skovene, men kan som nævnt ovenfor også af og til ses i og i nærheden af mere beboede områder.

Mest bemærkelsesværdigt ved denne smukke fugl er nok dens lange, blå hale, hvor fjerfanerne på de to midterste fjer delvis mangler på den sidste tredjedel og som sådan ender i noget, der ligner et pendul. Tilmed har fuglen det med at svinge med halen fra side til side netop som pendulet på et ur.

Den rigtige regnskov

Klokken er lidt i ni om morgenen, et lidt tidligere morgenmåltid end normalt er indtaget, og vi venter nu blot på, at vor lokale naturguide Newton George – der i øvrigt studerer biologi med fugle som speciale – skal indfinde sig i receptionen. Det er nemlig dagen, hvor vi har bestemt os for at opleve det ældst bevarede regnskovsområde på den vestlige halvkugle, Main Ridge Reserve, beliggende nogenlunde midt på øen – et område som franskmændene helt tilbage i 1765 indledte en fredning af, og som har været fredet lige siden.

Præcis på slaget ni er vores guide der – noget man ellers ikke er forvænt med på disse breddegrader… Uden for holder en lille minibus af mærket »Suzuki«, og med guiden som chauffør begiver vi os af sted. Med på turen er også et canadisk ægtepar, som ferierer i Charlotteville lidt længere nordpå.

Ad smalle, snoede veje gennem en pragtfuld natur når vi en lille times tid senere til vort bestemmelsessted. Inden vi begiver os ind i regnskoven, fortæller Newton lidt om, hvad vi evt. kan forvente at se af fugle, med lidt held måske endda den meget sjældne kolibri, Blåstrubet Sabelvinge. Herinde, hvor solens stråler har svært ved at trænge igennem, er der dejligt »køligt«, og det bekommer os godt.

Vi har ikke gået mange meter, før Newton spidser øren og peger over på venstre side af en gennemløbende, til tider ret så dyb kløft, og ganske lavmælt siger: »Blue-backed Mannakins«. De er svære at få øje på, men deres karakteristiske stemmer afslører, at de er der. Senere på dagen får vi imidlertid fuld valuta for pengene, hvad den Blåryggede Mannakin angår. En Rødhalet Jacamar styrter sig pludselig ud i luften lige foran os blot for et kort øjeblik efter at lande på en gren lige over vore hoveder. Vi er nu nået et godt stykke ind i regnskoven, og »stien«, vi bevæger os på, bliver smallere og smallere, så smal, at to mennesker umuligt kan passere hinanden. Tilmed er den både våd og meget fedtet og fyldt med store trærødder og er til tider meget vanskelig at balancere på, især med tanke på, at der til det ene side er en mere end 50 meter dyb, stejl kløft, som ender i et fossende vandløb – men det er bare det hele værd...

To sjældenheder

I skyggen af den tætte vegetation har vi slet ikke lagt mærke til, at solen er forsvundet, og med ét styrter regnen ned, men heldigvis kun for en kort stund. I en mindre lysning får vi pludselig øje på en meget stor, mørk fugl oppe i et af de store træer. Den sidder på en nøgen gren med udbredte vinger og hale og lader sig gennemtørre af solen, som nu atter er brudt igennem. Vi gør Newton opmærksom på fuglen, og han konstaterer, at det drejer sig om en Stor Sortvåge (Buteogallus urubitinga), som har et vingefang på godt 1,50 m. Få øjeblikke efter letter den og flyver ind i skoven. Newton George får næsten »julelys« i øjnene, mens han fortæller, at det er meget lang tid siden, han sidst har observeret netop denne våge, og at den er yderst sjældent forekommende såvel her på øen som på Trinidad.

Med ét stopper guiden og peger op – og der lige over vore hoveder sidder et pragteksemplar af den Blåstrubede Sabelvinge (Campylopterus ensipennis). Mit hjerte står næsten stille – tænk sig at få lov til at opleve denne yderst sjældne kolibri i sit rette element. Efter orkanen »Flora«s hærgen i 1963 regnede man den for udryddet, men i de senere år er enkelte eksemplarer imidlertid dukket op, og man håber nu på, at den atter vil etablere sig på Tobago. Den Blåstrubede Sabelvinge forekommer også i det nordøstlige Venezuela, men er ikke observeret på Trinidad.

På vej ud af regnskoven hører vi endnu engang den Blåryggede Mannakin og får også lige et glimt af en enlig han, og lidt længere fremme får vi endog held til at se en hun af Båndhaletrogon (Trogon collaris) på ganske nært hold.

En oplevelse rigere

På vej hjem holder vi kort efter ind til siden, og Newton spørger, om der er nogen, som vil med et smut ind i tykningen for om muligt at se den Blåryggede Mannakin et sted, hvor han tidligere har observeret den. Vi har ikke gået ret langt, før vi hører lyden af den – eller rettere dem – for der er heldigvis flere. Lidt efter får vi så lejlighed til at se tre, dejlige hanner «træde dansen« på et par nøgne grene. Desværre har vi lyset lige imod os, så det er svært med det blotte øje at se deres pragtfulde farver, men ved hjælp af kikkerten går det heldigvis, og vi er blevet en pragtfuld oplevelse rigere…

Den Blåryggede Mannakin (Chiroxiphia pareola) har for hannens vedkommende en meget fin, håragtig og overvejende fløjlssort fjerdragt, som kun brydes af en kraftig, skarlagenrød, v-formet plet, der går fra panden og henover issen og så den skinnende blå overryg, som har givet fuglen dens navn. Næbbet er sort, øjet mørkt og benene lysorange. Længde: 14 cm.

Hunnen er overvejende olivengrøn, dog mere gullig på undergumpen.

Heldet er med os

Efter atter at være nået ned i lavlandet, sagtner Newton pludselig farten og peger ivrigt op i et meget stort træ i vejsiden, og dér, et godt stykke oppe, sidder en lille flok Grønryggede Spurvepapegøjer (Forpus passerinus) og skræpper op. Denne lille papegøje med en størrelse på blot 14 cm ses yderst sjældent på Tobago, og havde det ikke været for Newton’s skarpe blik, havde vi højst sandsynligt ikke fået øje på dem, idet deres liden størrelse og grønne fjerdragt yder dem en fortrinlig camouflage. Heller ikke en mindre flok Venezuela Amazoner (Amazona amazonica) undgår hans opmærksomhed, og et øjeblik efter viser de sig endda fra deres allerbedste side ved larmende at flyve lavt henover os for at forsvinde i nogle store træer et godt stykke borte, og i de korte øjeblikke har vi faktisk haft held til at opleve, hvad der findes af papegøje-arter på Tobago.

Undervejs tilbage til hotellet spørger Newton om vi, sammen med ham og nogle venner, har lyst til at tage på en sejltur næste dag, og som han sagde – helt uden beregning - et tilbud, som vi helt klart ikke kunne sige nej til. Målet for turen var øen St. Giles, en mindre klippeø ud for nordøstsiden af Tobago.

St. Giles, havfuglenes ø

Båden, vi sejler med, er forsynet med to store kraftige påhængsmotorer, og den nærmest flyver af sted over bølgetoppene, som herude er nok så store, så det er bare om at holde fast på hat, briller og løse tænder… Forude rejser øen sig stejlt op af det blå Atlanterhav. Den er kun tilgængelig på ét sted, men da øen er et vildtreservat er det ikke tilladt at gå i land, hvilket vi da heller ikke skal, idet Newton George, som har tilsynet med øen, blot skal et smut rundt om den for at se, om alt umiddelbart står til, som det skal.

Af og til sagtnes farten, og vi glider stille ind under klipperne. Vegetationen, de steder, hvor der overhovedet er en sådan, består hovedsagelig af et særdeles uvenligt og så godt som uigennemtrængeligt kaktuskrat.

Øens beliggenhed med stejle, næsten lodrette klippevægge ned til vandet gør den til et perfekt opholds- og ynglested for mange havfugle som f.eks. den store, majestætiske Pragt-Fregatfugl (Fregata magnificens), der med et vingefang på godt to meter i hundredvis kredser rundt over øen. Det specielle ved denne art er, at hannen, der i øvrigt er helt sort, i yngletiden har en stor, udspilelig og stærkt rød strubesæk på størrelse som en mindre ballon, og som uden for yngletiden er slap og gulligfarvet.

Overalt på klippefremspring sidder de farvestrålende hanner og gør kur til hunnerne, men netop som vi er på god fotoafstand, løber mit kamera tør for film – og ekstrafilmen ligger hjemme på værelset!

Foruden fregatfuglene ses også Rødfodet Sule (Sula sula), Brunfodet Sule (Sula leucogaster) og Rødnæbbet Tropikfugl (Phaethon aetherus), der først og fremmest er kendetegnet ved sine over 20 cm lange tynde, silkeagtige, forlængede halefjer.

Efter at Newton har konstateret, at alt ser ud til at være i orden, vender vi atter næsen hjemad, og efter et kort ophold på Little Tobago, hvor der lige bliver tid til en dukkert, lander vi atter i Batteaux Bay, hvor vi – en stor oplevelse rigere – tager endelig afsked med vores hyggelige og meget dygtige guide.

På gensyn

Efter 10 pragtfulde dage sammen på Tobago, er det »allerede« blevet dagen, hvor vi, alderspræsidenterne, skal tage afsked med børn og børnebørn, for som tidligere nævnt, at tilbringe de resterende fire dage på Trinidad i det højtliggende regnskovsområde i Northern Range.
Efter et sidste kig ud over stranden og det dejlige, blå vand, hvor et par Brune Pelikaner (Pelecanus occidentalis) netop styrtdykker og rammer vandet med stor kraft – ja, så er det bare om at få læsset den sidste bagage på taxa’en og få uddelt de sidste knus. På vej ud af indkørslen siger vi samstemmende og med den så velkendte »klump i halsen«: »På gensyn«…

Godt to timer senere sidder vi i en taxa på vej til vort næste mål: »Asa Wright Nature Center« – herom måske ved en senere lejlighed…

Litteratur m.m.

Richard ffrench: A Guide to the Birds of Trinidad and Tobago.
Morton L. Isler and Phyllis R. Isler: Tanagers.
D.O.F’s navnegruppe: Danske navne. 2001.

I løbet af de ti dage, der var til rådighed på Tobago, registrerede vi – uden at anstrenge os – lige ved 60 forskellige arter. I artiklen er imidlertid blot et fåtal af dem nævnt og i store træk kun arter, som størsteparten af læserne vil kunne nikke genkendende til.

Fotos: Mogens Stig Andersen.

© Mogens Stig Andersen.